En realistisk og dokumentarisk skildring, en indsigt i menneskets utilslørede natur i krisesituationer, som en krigshandling er. For de fleste af os er erindringer blot tilfældige fragmenter i hjernen. For forfatter Iboja Wandall-Holm er de ikke. I sine digte og erindringer fortæller Iboja Wandall-Holm på en gang hjerteskærende og humoristisk, med vågne sanser og med al den poesi, hvoraf ægte litteratur skabes om sine oplevelser under WWII og sit ophold i Kz-lejren Auschwitz. Forfatter Iboja Wandall-Holm har på nærmeste hold oplevet krigens rædsler. Denne dokumentar er et vidnesbyrd om, hvordan menneskelighed kan overleve, blandt andet gennem kunst, trods alle odds. Hendes beretning er udenfor tid og sted nærværende og aktuel. Ikke mindst i dag. Dokumentaren er optaget i to perioder, i 1992 og 2024, hvor Iboja Wandall-Holm er 102 år gammel.
Kærligheden slog gnister, da Kim fra Nordjylland mødte Annette fra Østsjælland. Ægteskabet sluttede brat ti år efter, og bruddet har for evigt præget deres datter. Tiden er kommet til at tale ud. Men hvordan kommer man til enighed og forsoning, når hver har sin sandhed?
Teknologi er en uundgåelig del af vores hverdag, fra vi vågner og tjekker vores telefoner til vi falder i søvn med notifikationer. Big Tech har revolutioneret kommunikation, arbejde og informationsforbrug og skabt en digitalt forbundet verden. Disse virksomheder er blandt verdens mest magtfulde, men deres indflydelse rejser bekymringer om privatliv, demokrati og monopolisering. Mens vi nyder fordelene ved teknologisk innovation, står vi også over for udfordringer som overvågning og misinformation. EU har valgt at tage kampen op mod Big Tech for at beskytte borgerne, sikre fair konkurrence og styrke demokratiske principper i den digitale økonomi. Balancen mellem teknologisk udvikling og regulering er afgørende for at forme en bæredygtig digital fremtid.
Midt i al den glamour fra showbusiness, som omgiver Terry Masears Hollywood-hjem, har hun selv fundet mening i kolibrier. Hendes kald er at værne om og passe dem, og med det vokser hun selv som menneske. Den prisbelønnede og kritikerroste dokumentar 'Every Little Thing' er en historie om kærlighed, helbredelse og den store skønhed i de små venlige gerninger.
Den 20. marts 1995 opstod der panik i Tokyo. Dommedagskulten Aum Shinrikyo udførte endnu et terrorangreb, hvor 13 mennesker omkom på grund af sarin-gas i Tokyos undergrundsbane og yderligere 1000 blev såret, hvoraf mange senere døde. AUM: THE CULT AT THE END OF THE WORLD er en skræmmende dokumentar, som udforsker kulten gennem dets ofre, som var de mennesker, der oplevede terroren.
Den dansk-iranske filmskaber, Roja, står i den sværeste periode af sit 36-årige liv. Da hun er gravid med sin søn Oskar, får hun konstateret uhelbredelig kræft. Midt i alt dette skal hun forsøge at finde sig selv. Gennem seks dramatiske år dokumenterer hun ufiltreret sin hverdag og sine tanker om at leve med en sygdom, der kan koste hende alt. For hvordan skal man leve, når ens dyrebare tid på jorden kan rinde ud alt for tidligt? Roja er imidlertid den sidste til at have ondt af sig selv. Hun fordyber sig i at være til stede, og så sætter hun sig for at kortlægge sit iranske ophav og sin families dramatiske historie, som åbnede et nyt kapitel, da hendes politisk engagerede forældre flygtede fra Iran efter revolutionen og endte i Danmark.
En coming-of-age dokumentarserie om at være udenfor - og om for første gang at finde sig selv og et fællesskab gennem fantasi og kreativitet.
Da giraffen Marius blev aflivet af Københavns Zoologiske Have for 10 år siden, blev det en nyhed, der gik viralt fra Hollywood til Tjetjenien. Men det blev også den første dominobrik, der væltede i den vildtvoksende skov af eksistentielle spørgsmål, som Max Kestner stiller sig selv og os i sin nye og herligt eventyrlystne film. Hvad er livet? Findes bevidstheden? Hvor kommer kærligheden fra? Og ikke mindst: Hvordan hænger det hele egentlig sammen - sådan rigtigt? Med nysgerrighed og et åbent sind drager Kestner ud på en filosofisk rejse for at få svar på sine spørgsmål. Videnskabsfolk som Charles Foster og Eske Willerslev bidrager, og selvom hvert spørgsmål føder tre nye, bliver man ikke desto mindre klogere på universets store og små sammenhænge undervejs. Hvad der kunne være endt som alle tiders mest (selv)højtidelige film er i stedet blevet til en morsom, kreativ og komplet uforudsigelige oplevelse.
DIG. XX ser på kollisionen mellem kunst og handel gennem det stjernespækkede venskab og den bitre rivalisering mellem de duellerende rockbands - The Dandy Warhols og The Brian Jonestown Massacre.
Efter deres længe ventede genforening i studiet tog Blur på en storslået turné, hvor den store præstation på Wembley Stadium blev kronen på værket. Genoplev en unik aften, hvor britpopmusikerne sammen med 150.000 fans skabte magi.
'Lykkens visdom' er en filmisk rejse ind i Dalai Lamas inderste verden, hvor vi inviteres på opdagelse i lykkens væsen. Efter ni udfordrende årtier i verdens søgelys reflekterer Dalai Lama over, hvordan man kan balancere de årtusindgamle tibetanske buddhistiske traditioner med moderne værdier. Dalai Lama var tidligt ude med opfordring om at beskytte vores planet, og i en tid, hvor et miljømæssigt kollaps truer, viser han os, at en sundere og lykkeligere verden for alle levende væsener er mulig. Med stor indsigt og charme inspirerer Dalai Lama os til at se, hvor let det faktisk kan være at skabe et fredeligt samfund, hvor alle kan trives. Selvom lykken udspringer i hver af os, er det kun gennem dyrkelsen af ubetinget medfølelse for hinanden, at vi kan transformere verden.
'Afterwar' er filmet over 15 år. Instruktør Birgitte Stærmose mødte oprindeligt rollebesætningen i 2008, da de var børn, der solgte cigaretter og peanuts på gaderne i det krigshærgede Pristina. Hun vendte tilbage i 2018 og filmede yderligere fem år med dem som voksne. Filmen bygger på skuespillernes levede erfaringer og er baseret på omfattende interviews og en fælles skabelsesproces med dem. De fortæller deres kollektive historie gennem monologer direkte til kameraet samt iscenesatte, manuskriptdrevne scener, nogle gange sammen med professionelle skuespillere og andre gange med amatører. Dette er hverken en dokumentar eller en egentlig fiktionsfilm, men et performativt vidnesbyrd om krigen, der lever videre i mennesker, når kampene er ovre.
Michael Powell og Emeric Pressburgers lange samarbejde bliver anset for at være et af de mest succesrige i det 20. århundrede. De stod bag ikke mindre end fire oscarvindende film. I denne dokumentar, der er produceret og fortalt af Martin Scorcese, gives der et indgående indblik i de to filmkoryfæers imponerende karrierer med unikke arkivklip fra Scorsese, Powell og Pressburgers private filmbiblioteker.
Efter otte års tavshed samledes Damon Albarn, Graham Coxon, Alex James og Dave Rowntree for at indspille The Ballad of Darren, albummet, der blev rost som et af bandets allerbedste. Dokumentaren skildrer bandets følelsesladede genforening og lader seerne komme med ind i bandets musikalske verden.
I flere generationer har menneskets påvirkning belastet landskabet omkring Isabella og Charlies majestætiske gods. Men for 20 år siden bestemte de sig for at forsøge noget nyt: at gøre naturen vild igen. 'Wilding' fortæller om deres omfattende arbejde for at lade naturen hele sig selv, hvilket har løftet godset til fordums storhed.
En intim dokumentarfilm, der begynder som en studieskildring af skabelsen af Paul Simons seneste soloalbum Seven Psalms, men ekspanderer til den komplette fortælling om en karriere over seks årtier, med højdepunkter som "Sound of Silence" og "Graceland".
Dokumentar. En japansk journalist bliver både detektiv og hovedperson i sin egen historie om at overvinde et seksuelt overgreb og konfrontere både chefen for Japans førende tv-netværk og et dybt konservativt system.
Flere tusind års arkitekturhistorie er vævet sammen i Kossakovskys visionære storfilm, der næsten uden dialog - men med billeder så skarpe som flintesten og en lydside så massiv som en kugledyne - er en cinematisk totaloplevelse. Få filmskabere laver så visionære film som Victor Kossakovsky ("Gunda", "Aquarela"). Hans helt nye storfilm, der havde premiere i hovedkonkurrencen på årets Berlin filmfestival, er en cinematisk undersøgelse af flere tusind års arkitekturhistorie. Fra de to tusind år gamle ruiner af tempelbyen Baalbek i Libanon til de sønderskudte boligblokke i Ukraine, og helt ned i de geologiske lag, hvor civilisationens byggesten bogstaveligt talt kommer fra. ARCHITECTON er et imponerende smukt, billedfilosofisk studie og nærmest dialogløst værk i den episke skala. Men der er også plads til et besøg hos den italienske arkitekt Michele de Lucchi, der nænsomt og eftertænksomt anlægger en nøje tilrettelagt, symbolsk stencirkel i sin have sammen med to håndværkere. For civilisationer kommer og går, og heller ikke vor egen moderne tid er immun overfor katastrofer, hvad end de er naturlige eller menneskeskabte. ARCHITECTON tager os på en rejse gennem arkitekturhistorien og viser menneskets skrøbelige forhold til naturen. Filmen stiller det presserende spørgsmål: Hvordan bygger vi - og hvordan kan vi bygge bedre - før det er for sent? ARCHITECTON sender tankerne på himmelflugt.
Dario Argento skrev sine mest berømte film på forskellige hotelværelser med sine mareridt som eneste selskab. Næsten et halvt århundrede senere rejser den italienske giallo-mester til et landligt hotel i udkanten af Rom for at færdiggøre sit nye manuskript. Men denne gang er han ikke alene – han har et filmhold med sig. 'Dario Argento - Panico' er den personlige skildring af Dario Argentos arbejde, der giver et unikt indblik i hans kreative proces.
Smuk prisbelønnet dokumentar. Den lokale murermester Kjeld Pedersen har fået til opgave at redde Rubjerg Knude Fyr, fra at blive opslugt af havet, ved at flytte det ikoniske fyr 70 meter ind i landet. Samtidig med man følger flytningen fanger dokumentaren den fantastiske naturskønhed, der omgiver fyret.
Dokumentarfilmen skildrer Aubrey Gordons rejse fra anonym blogger til aktivist og bestseller-forfatter. Hendes mål: at ændre samfundets syn på fede mennesker. En film om fedt, familie, forandring og de komplekse følelser, vi nærer for vores kroppe.
Stjerne-geologen Minik Rosing har fået en vild ide: Kan det mudder, der skylles ud i uendelige mængder fra undersiden af den grønlandske indlandsis, være med til at løse mangel på mad i de fattige lande og samtidig mindske klimaforandringerne? Dokumentaren følger over 8 år Minik Rosings videnskabelige op- og nedture fra det første mudder bliver samlet op, videre til forsøg i med potteplanter i laboratoriet, på fynske spidskålsmarker, majsdyrkning i Ghana - lige til vi får svaret på, om det virker.
Brian Jones var et af de bandmedlemmer, der grundlagde The Rolling Stones. En musikdokumentar som går i dybden med Jones’ kreative idéer og dannelsen af et band, som skulle vise sig at forblive verdens største rockband i 60 år.
Hop op på din cykel. Kør ned igennem Europa. Bank på tilfældige døre. Spørg om husly, mad og vand. Find ud af, hvad der sker. Det er groft sagt konceptet bag ’A Journey and the Doors’. Peter Alsted cykler fra Danmark til Tyrkiet for at undersøge kontinentets forhold til tillid og gæstfrihed. Akavetheden og spændingen hænger tykt i luften, når han nærmer sig sine værter i sit cykeltøj, banker på døre og møder både skepsis og sprogbarrierer. På sin vej bliver han tvunget til at køre ad omveje, stoppe for en snegl der krydser hans vej, søge atypisk ly for vejret og stille sig selv spørgsmålet, om det hele egentlig kun er muligt, fordi han er en hvid, privilegeret mand. En varm og skæv film med hjertet på rette, gode sted.